De klassiske flødeskumsmedaljer har her fået et twist af hindbær – både i cremen, i glasuren og på toppen, og så er de veganske. @miasommervegan
Fremgangsmåde
Start med at lave kiksene:
Tag plantemargarinen ud af køleskabet et stykke tid i forvejen, så den bliver blød at arbejde med. Bland hvedemel, sukker, plantemargarine og vand med en ske eller hænderne. Ælt dejen, og brug eventuelt lidt mere mel, hvis dejen er for fugtig.
Rul dejen tyndt ud, og udstik kiksene med en småkageudstikker eller kanten af et glas. Flyt forsigtigt småkagerne over på en bageplade beklædt med bagepapir. Rul dejen ud ad flere omgange, og brug dejresterne hver gang.
Bag småkagerne ved 200 ºC almindelig ovn i 10-12 minutter, til de er gyldne. Stil dem derefter til afkøling. Det er nødvendigt at bage dem ad to omgange, da ikke alle kiksene kan være på én plade.
Når småkagerne er kolde, skal de pyntes med glasur. Bland flormelis og hindbærsaft fra mosede hindbær. Sørg for, at glasuren ikke bliver for tynd. Smør glasuren på alle småkagerne (eller blot halvdelen – det kommer an på, hvor sød en tand du har).
Så skal fyldet laves:
Pisk sojapiskefløde med pulverkagecreme og sojamælk i nogle minutter, til cremen har konsistens som flødeskum. Tilsæt friske hindbær, og pisk dem med, indtil de er blandet godt med cremen. Hæld fyldet i en sprøjtepose med tyl. Læg halvdelen af kiksene til side (vælg de pæneste med glasur). Sprøjt godt med hindbærcreme oven på den anden halvdel af kiksene. De pæneste kiks skal derefter bruges som låg oven på dem med fyld.
Medaljerne pyntes med resten af hindbærcremen og friske hindbær.